Gå til indhold

HP Nyhedsrum

» Kontakt HP
Producter og services
Support og drivere
Løsninger

Grøn it skærer en tredjedel af Grundfos’ strømforbrug

Indholdet starter her

Grundfos i Danmark har opnået store besparelser på både strøm- og it-budgettet ved at igangsætte en total udskiftning til grøn it i form af pc’er, skærme og printere fra HP. Det viser rapporten ”Grøn IT rapport 2008/2009”, som it-rådgivere fra konsulentfirmaet 2Ways IT har udarbejdet.

 

Den internationale pumpeproducent Grundfos har valgt at standardisere hele virksomhedens it og er ved at udskifte store dele af virksomhedens it-hardware. Samtidig skal det gøres grønt:

 

”Når vi udvikler vores pumper, gør vi en stor indsats for, at de bruger så lidt strøm som muligt. Derfor skal vores it også være meget grøn. Derfor var det oplagt, at den blev det i forbindelse med, at vi standardiserede al vores it,” siger Karsten Steen Sørensen, der er it-direktør hos Grundfos.

 

Fra 2008 til 2009 har Grundfos i Danmark udskiftet 4.000 it-enheder fordelt på workstations, pc’er notebooks og tynde klienter. Der er også blevet udskiftet 2.660 mindre skærme med nye 22 tommer LCD-skærme. Samtidig er der foretaget en printerkonsolidering fra 709 til 459 printere. Alle er energieffektive produkter fra producenten Hewlett-Packard (HP).

 

Samarbejdet med HP er et led i den globale standardisering og vedligeholdelse af it hos Grundfos. Meningen er, at alle pc’er skal opsættes på samme måde for bl.a. at styrke stabiliteten og gøre dem nemmere at supportere. I alt skal HP opsætte og supportere over 10.000 pc’er og 3.000 printere globalt for Grundfos.

 

Grøn rapport måler CO2-reduktionen til 699 tons
Med denne store udskiftning forventer Grundfos at spare omkring 10-15 pct. på virksomhedens it-administration. Men der er også en stor besparelse i form af mindre strømforbrug og dermed mindre CO2-udledning. For at få det præcise overblik over hvor stor den grønne effekt har været i forbindelse med udskiftningen, fik firmaet 2Ways IT, som har specialiseret i grøn it og optimering, til opgave at udarbejde en ”Grøn IT rapport”, som også har involveret DONG Energy.

 

”I rapporten belyses de opnåede og opnåelige reduktioner af energiforbrug og tilknyttede besparelser samt de miljømæssige konsekvenser. Rapporten er med til at bevidstgøre virksomhederne omkring fordelene ved grøn it, og kan samtidig benyttes til at vejlede om fremtidige energibesparelser,” siger Robert Buch, der er administrerende direktør hos 2ways IT.

 

Rapporten konkluderer, at det gennemsnitlige forbrug hos Grundfos er reduceret med mere end en tredjedel. Nemlig hele 39 pct. pr. pc og 36 pct. pr. printer. Udskiftningen af pc’er, printere og skærme og servere svarer til en CO2-reduktion på 699 tons om året. Den flotte reduktion af CO2 betyder, at Grundfos ligger helt i toppen ud af de 80 virksomheder og kommuner, der har fået udarbejdet denne uvildige og gratis rapport.

 

”Ud over at belaste miljøet meget mindre er vi naturligvis glade for at have opnået store besparelser, fordi vi har haft fokus på grøn it. Det viser, at det både er klogt og ansvarsfuldt at forene disse to størrelser på samme tid,” siger Karsten Steen Sørensen.

 

Grundfos modtager som dokumentation i september et ”Grøn IT bevis” for 2009 fra 2Way IT og DONG Energy for sin indsats og vil fortsætte den årlige rapportering og dokumentation af den grønne indsats og de opnåede besparelser.

 

Besparelser i tal
Udskiftningen af pc’er, skærme, printere og servere har medført:

* Det årlige energiforbrug er reduceret med 1.557.642 kWt. Det svarer til strømforbruget for 390 parcelhuse.
* Den årlige miljøbelastning er reduceret med 699 tons CO2. Det svarer til at fjerne 140 biler fra vejene.
* De årlige udgifter til strøm er reduceret med et beløb i millionklassen.